Den forreste del af noget, der vender mod den retning, man ser mod, ofte den del af en bygning, der vender mod gaden eller et åbent område. substantiv
Huset havde en smuk front med store vinduer.
De malede facaden på bygningen, så den fik en frisk front.
Den del af en kamp, konflikt eller konkurrence, der er synlig eller aktiv på et givent tidspunkt; ofte brugt i militær eller politisk sammenhæng. substantiv
Soldaterne blev sendt til fronten i krigen.
Det politiske front er præget af intense debatter om klimaændringer.
At være foran eller i spidsen for en gruppe, organisation eller aktivitet. verbum (bruges ofte i sammensætninger som 'at frontløbe')
Hun er frontfigur i miljøbevægelsen.
Virksomheden er frontløber inden for teknologisk innovation.
At placere sig foran noget eller nogen, ofte for at beskytte eller lede. verbum
Han frontede holdet under kampen.
Hun frontede arrangementet med stor selvtillid.