balcón

substantiv
  1. En udvendig platform eller terrasse, der er forbundet med en bygning, ofte med gelænder, og som kan bruges til udendørs ophold eller udsigt. substantiv
    Hun stod på balkonen og nød udsigten over byen.
    Balkonen var pyntet med blomster og lys om aftenen.
  2. En balkon i teater- eller koncertsammenhæng, et område øverst i salen, hvor publikum kan sidde. substantiv
    Børnene sad i balkonen under forestillingen.
    Fra balkonen kunne man se hele scenen tydeligt.